Efter Galathea
Forskningscenter Risø, den 11. maj 2007 11:00
En eventyrlig oplevelse for de udvalgte, et mere eller mindre vellykket reklamefremstød for naturvidenskaben eller en ganske almindelig ekspedition med lidt for mange projekter? Risøs deltagere i Galathea-togtet hælder nok mest til den sidste beskrivelse. De har fået masser af data og oplevelser med hjem; men de forventer ikke sensationelle resultater.
Skibet var ladet med instrumenter; Risø-deltagerne stod for dem der målte CO2 og partikler i hav og luft, hentede meteorologiske data og bestemte grænselagshøjden. De virkede alle upåklageligt på hele den lange tur, også anemometrene som sad i et par bomme uden på skibet, og som Søværnets ingeniør fra starten havde spået ville falde af i hårdt vejr. De holdt til det hele.
En gang om dagen blev der opsendt en ballon med en radiosender som målte vindprofiler. Et par balloner blev sprængt inden de røg til vejrs, og på et tidspunkt var der problemer med at modtage signalet fra radiosenderne. Men det løste en tekniker fra Aalborg Universitet med en hastigt sammenflikket ”nødløsning” som virkede lige så godt som den medbragte, meget fine antenne!
Et parti gasflasker med nitrogen endte deres dage på havnen i Cape Town, men det havde sådan set ikke noget med Vædderen at gøre. De var blevet fragtet dertil med et cargo-skib som desværre fik problemer på turen, og som derfor kom så sent frem at Vædderen måtte sejle videre uden flaskerne. Der var nemlig imponerende orden i Galathea-togtets tidsplan – ingen af de mange ankomster og afgange blev ændret i løbet af jordomsejlingen.
Lise Lotte Sørensen på kajen for at tage imod Risøs deltagere på den sidste del af turen, Søren Lund og Lars Christensen
Vi fik nogle gasflasker om bord et par andre steder og havde lige akkurat nok til resten af turen; men det værste var at de forladte flasker bare blev destrueret på Søværnets Operative Kommandos ordre, og ingen vil tilsyneladende tage et ansvar for det,” fortæller Lise Lotte Sørensen som endnu ikke har modtaget erstatning for de tabte flasker.
Livet ombord
Det kunne godt være lidt stressende at skulle om bord på Vædderen, for der var ikke mange oplysninger tilgængelige om de nærmere detaljer vedrørende havne og tidspunkter. Men når man først var der, så gik livet ned i et roligt gear med faste opgaver, biblioteksbøger og lange kig ud over vandet, fortæller deltagerne.
”Jeg havde regnet med at blive rastløs som jeg kan blive det bare af en tur over Storebælt,” siger Lars Christensen, ”men det her var noget helt andet”. ”Det var for eksempel fantastisk at være sammen med så mange havbiologer. Der var altid en man kunne få til at fortælle om det man så. De fungerede som et levende leksikon,” supplerer Brian Riget Broe.
Brian Riget Broe i samtale med Lise Lotte Sørensen netop som Vædderne stævner ind.
Fra Galapagos til Panama var der kongeligt selskab. ”Kronprinsen var en virkelig hyggelig og afslappet passager som deltog i det almindelige liv ombord og spurgte interesseret til forskernes projekter. Og han holdt også selv foredrag om sin rejse med Siriuspatruljen i Grønland,” fortæller Jesper Nissen.
To gange passerede skibet ækvator, og det betød en dåbsceremoni af dimensioner, for der var virkelig mange som skulle igennem ritualet med vand i hovedet og temmelig ulækre makrelmadder i munden.
”Den ene gang var vi 100, og der blev gjort meget ud af hver enkelt dåb med en personlig tale fra kaptajnen. Det var flot, men også ret trættende,” fortæller Merete Bruun Christiansen.
Jesper blev endda døbt to gange, for han havde glemt det første dåbsbevis derhjemme!
Forskningsprojekter i kølvandet
Nu er eventyret så ovre, og hverdagens bearbejdning af de mange data begyndt. Jesper er ved at færdiggøre sin ph.d.-afhandling om vindmønstre i kystområder og bruger blandt andet fire timers målinger fra sejladsen langs Namibias kyst. Merete regner på forskellige metoder til at beskrive hvordan CO2 transporteres i hav og luft og undersøger om satellitbillederne kan bruges til at bestemme fluxen.
Jesper Nissen var med på flere togtben
Turen slutter
Forskningscenter Risø, den 25. april 2007 07:00
Kl. 18.15 i aften lægger Vædderen til kaj ved Langelinie med stor festivitas og salut fra Batteri Sixtus – se programmet her.
Mød to af deltagerne på Stændertorvet i Roskilde
Ved Forskningens Døgn den 27. og 28. april kan man møde seniorforsker Lise Lotte Sørensen og ph.d.-studerende Jesper Nissen på Stændertorvet i Roskilde hvor de viser noget af deres CO2-måleudstyr frem. Læs mere her
Se satellitbilleder fra ruten
Satellite Eye har fulgt skibet hele vejen rundt med satellitbilleder som er blevet brugt af mange forskere og skoleelever undervejs. Se billederne her.
Næste stop København
Af Søren W. Lund og Lars Christensen, den 23. april 2007 15:43 (lokal tid)
De sidste mange døgn er gået med forlægning over Atlanten. I løbet af ganske få timer, sejler Vædderen så ind i Nordsøen, hvor sidste forskningsstation er planlagt til af løbe af stablen ved 18-tiden.
Herefter hedder næste stop Langelinje, København. Skibet har netop været inde og runde Scapa Flow på Orkneyøerne, stedet der huser adskillige skibsvrag fra både 1. og 2. verdenskrig. Det var her tyskerne, ved afslutningen af 1. verdenskrig, sænkede deres egen flåde, så den ikke skulle falde i forkerte hænder. Det var ligeledes her en tysk ubåd (U-47) under 2. verdenskrig, sænkede HMS Royal Oak, og 833 engelske søfolk omkom.
Lars har et særdeles godt kendskab til Orkneyøerne, idet han for år tilbage var heroppe og afinstrumentere en vindmølle. I morgen tidlig lukker vi ned for vores instrumenter og begynder at pakke sammen. Afslutningen på en helt fantastisk rejse nærmer sig.
Tak for opmærksomheden og på gensyn på Langelinje onsdag kl.: 18.15.
En ekspedition krydser sit spor
Af Søren W. Lund og Lars Christensen, den 19. april 2007 kl.: 10:30 (lokal tid)
I løbet af ganske kort tid, nærmere bestemt i aften kl.: 20:20 (lokal tid), krydser Vædderen sit spor, og som sådan kan man sige, at ringen er sluttet, i det både Lars og jeg var med på turen fra Nuuk til Azorerne, på den første halvdel af ekspeditionen. Og hvilket tidspunkt kunne være mere passende at gøre status over vores deltagelse i Galathea 3 Ekspeditionen?
Som helhed må vi sige, at det er gået over al forventning. Vores instrumenter har stort set virket som de skulle, og vi har fået indsamlet mange gode data.
Hjemme på Risø har Merete og Lotte ikke ligget på den lade side, de har således været i gang med at analysere CO2-data fra stort set hele ekspeditionen. Og hvad viser de foreløbige resultater så? Ja hvad angår havets evne til at optage CO2 fra atmosfæren, virker det som om havet på ingen måde har nået et mætningspunkt. Havet arbejder stadigvæk for os ved at optage store mængder CO2, men vi har ingen garanti for, at det varer ved. Vi ved også, at koncentrationen af CO2 i atmosfæren har været støt stigende over en årrække, så på den måde kan vi sige, at havet ikke kan følge med, i forhold til den mængde CO2 atmosfæren tilføres.
Det var måske meget sigende, at Vædderen havde sit sidste stop i Boston, hvor de 8-sporede motorveje er fyldt op med biler, hvor benzinen koster 5 kroner literen, hvor husene varmes op om vinteren og køles ned om sommeren p.g.a. ringe eller ingen isolering.
En gang imellem kan man godt bliver temmelig bekymret for denne planet og vores efterkommeres fremtid.
Begivenhedsrig nat på Vædderen
Af Søren W. Lund og Lars Christensen, den 18. april 2007 14:00 (lokal tid)
Det har været en travl nat for deltagerne i kulstofprojektet og besætningen ombord på Vædderen. Ruten på dette togtben går ud over den Nordatlantiske Kontinentalsoklen.
Man forlader således den kolde del af Atlanten, hvor vanddybden ikke overstiger 100m, og i løbet af ganske kort tid, befinder man sig i den meget varmere golfstrøm, med vanddybder på næsten 3000m. Vandtemperaturen steg således med mere 13 grader på mindre end en time. Under dette forløb, som strakte sig over hele natten, trak skibet en såkaldt Triaxus efter sig. En Triaxus er en slags styrbar undervandsdrage, som kan styres op og ned i vandsøjlen. Den måler bl.a. temperatur, salt- og iltindhold i vandet. Sideløbende med dette, blev der udtaget vandprøver til kemiske analyser fra skibets vandindtag.
Hvem kommer først?
Af Søren W. Lund og Lars Christensen, den 17. april kl. 21:00 (lokal tid)
Turen over Atlanten fra Boston til København er 6367 km. Besætningen ombord på HDMS Vædderen, den civile såvel som den militære, har besluttet at udfordre skibets hovedmotorer, om hvem der krydser Atlanten først. Konkurrencen foregår, for besætningens vedkommende, i skibets FUT-rum (fysisk udmattelse og tortur), hvor distancen tilbagelægges på henholdsvis kondicykel, romaskine og løbebånd. Da turen tager ca. 10 dage, skal der tilbagelægges godt 637,7 km om dagen. Mon vi når det?
Nedtællingen er begyndt
Af Søren W. Lund og Lars Christensen, den 16. april kl. 20:00 (lokal tid)
Her til morgen er vi ankommet til den første af de i alt seks forskningsstationer der resterer på Galathea 3 Ekspeditionen. Der er afsat 19 timers forskningstid indtil Vædderen ankommer til Langelinje onsdag den 25. April 2007 kl. 18.15. Stationen her byder bl.a. her på indsamling af vandprøver indtil 400 meters dybde samt træk med net efter diverse bunddyr. I det sidste træk, var der så mange søpølser med op, at nettet sprang da det skulle bjærges.
Stafetten givet videre for allersidste gang
Af Søren W. Lund og Lars Christensen, den 15. april kl. 17:02
Så er vi påmønstret Vædderen og turen hjemover er påbegyndt. Vi forlod Boston i den smukkeste solnedgang, hvor Miljøminister Connie Hedegaard, fra kajen, tog afsked med skib og besætning.
Det er nu gået mere end et år, fra vi påbegyndte forberedelserne til ekspeditionen, og på den måde glæder vi os, i lighed med den militære besætning, til at komme hjem og få sat et endeligt punktum. Vi har haft lidt computerproblemer i form af virus. Selvom der er installeret virusbeskyttelse på alle vores computere, var de gamle Windows 2000 maskiner alligevel blevet inficerede med en orm. Det betød bl.a. at den automatiske datatransmission ikke kørte. Vi har renset dem, og data kommer nu igen i land automatisk.
Boston
Af Merete Bruun Christiansen, den 11. april kl. 19:52
Så er Vædderen ankommet til Boston. Her står jeg af, mens Søren og Lars tager over. Der var lige et par ting, jeg skulle prøve inden afgang: at komme en tur op i istønden samt at styre skibet (!). Det lykkedes alt sammen i går. Igår var også dagen, hvor havtemperaturen faldt fra 23 til 6 grader på bare to timers sejlads
.
Rengøringsdag
Af Merete Bruun Christiansen, den 10. april kl. 4:43
I dag har været store rengøringsdag - på den militære måde. Hver en sprække i vores lukaf’er er rengjort, og nu venter vi på banjemesterens dom, når han i morgen kommer på inspektion. Efter sigende iført hvide handsker. Vi har forladt togtbenets allersidste målestation, så nu sejler vi uden stop resten af vejen til Boston med ankomst onsdag morgen. Vi er så småt begyndt at glæde os til at nå land. Highlightet for havnedagene bliver nok et seminar om miljø og klima på New England Aquarium med bl.a. miljøminister Connie Hedegaard.
Påske
Af Merete Bruun Christiansen, den 9. april kl. 9:25
Det har været en stille påskeweekend. CO2 målingerne kører nogenlunde som de skal, så jeg har haft tid til at gå lidt videre med analysen af de mange data. I første omgang sætter jeg målingerne sammen til én lang serie, så vi kan få et første overblik inden ekspeditionen slutter. Der blev endelig fanget en fisk i dag, en meget lang én. Jeg fik ikke taget et billede, før den var dissekeret. Men fisken vil med garanti været at finde på avisernes Galathea-sider snart. Meningen med alt fiskeriet er at lede efter voksne hunål i maven på større fisk. Her er ålelarver, så deres mor må jo være et sted.
Show og drama
Af Merete Bruun Christiansen, den 6. april kl. 16:44
Jeg nåede Langfredags gudstjeneste. Men kort før kirkeklokken ringede, blev der prajet ’delfiner ved styrbord’ over højttalerne. En ganske stor flok delfiner hoppede og sprang, mens de nysgerrigt nærmede sig Vædderen. Det var nærmest som et show, der blev opført for øjnene af os.
Senere på eftermiddagen kom en ny prajning: ’skypumpe ved styrbord’. Og ja, det så ud som om noget ret dramatisk vejr havde kurs lige imod os. Alle løse dele blev fjernet fra dækkene, men vi gik nu fri. Som et par besætningsmedlemmer udtalte, så fik vi i det mindste ryddet op på rekordtid.
Billedet med delfiner er taget af Marianne Glasius, Aarhus Universitet.
Skærtorsdag
Af Merete Bruun Christiansen, den 5. april kl. 3:.22
Dagen har været fuld af begivenheder – i hvert fald sammenlignet med så mange andre dage her på Vædderen. Præsten afholdt den første påskegudstjeneste ud af tre.
Jeg deltog godt nok ikke, så det er heldigt, der er flere chancer i de kommende dage. Der var bade-rulle i eftermiddag, og det viste sig være en sjov oplevelse. Det er lidt mærkeligt at tænke på, man har omkring 5 km vand under sig. Aftenens foredrag i hangaren stod jeg for, og det handlede mest om mit eget arbejde med radarbilleder og vindkortlægning fra satellit. På de seneste billeder her fra Sargassohavet kan man tydeligt se skibe, der udleder olie i en stribe efter sig. Ifølge chefen, der var temmelig oprørt over billederne, er det svært at forfølge synderne, når det sker i internationalt farvand. Det er vel netop derfor, så mange skibe renser deres olietanke herude midt i Sargassohavet, der ellers er så klart og blåt.
Se eksempel på oliespild i Sargassohavet.
Man blir’ hvad man spiser
Af Merete Bruun Christiansen, den 4. april kl. 5:.31
Man spiser godt på Vædderen – MEGET godt. Bageren forkæler os med kage hver gang nogen har fødselsdag, og kosten er i øvrigt af den gammeldags slags med brun sovs og kartofler.
Alt det har de to ungdomsformidlere Tobias og Mikkel illustreret meget fint med deres Bermuda-trekant-kostpyramide (lånt fra www.galex.dk). De to har i det hele taget en rigtig tjekket hjemmeside med den slags formidling, de unge vil ha’.
Der har ingen stop været i dag, og farten har været høj for at give mest mulig tid til målinger senere hen. Jeg kan nu afsløre, at havets CO2 koncentration har været yderst konstant siden St. Croix. Og at koncentrationen er noget lavere end i luften, så havet optager CO2 fra atmosfæren. Vi har fundet en måde at overføre data på, så nu kan man igen følge med i CO2 målingerne her på sitet.
Sargassohavet
Af Merete Bruun Christiansen, den 3. april kl. 4:.30
Ikke en eneste fisk bed på krogen, da der i dag blev sat lange fiskeliner ud med blæksprutter på.
Senere, under aftenens foredrag af dyrlæge Niels Jørgen Olesen, blev det klart, at sprutterne er fanget i en anden verdensdel. Og at de risikerer at sprede uheldige sygdomme rundt om i oceanerne, når de bruges som madding. Man lærer noget hver dag…
Sargassohavet, hvor vi sejler nu, er næringsfattigt uden ret meget liv. Hvordan det forholder sig med CO2-koncentrationen, må jeg vente lidt med at fortælle, idet der fortsat er lidt tekniske problemer med at sende måledata hjem. Bermuda trekanten mellem Miami, Puerto Rico og Bermuda øerne giver anledning til stor spekulation, også her på skibet. Jeg har skitseret trekanten på kortet, og vi er der næsten. Historien om Bermuda trekanten er for lang og kompliceret at gengive her, men tjek Bermunda Triangle.Dagen endte med en perfekt solnedgang afløst af fuldmånen, der nu spejler sig i havet.
Søndag
Af Merete Bruun Christiansen, den 2. april kl. 4.24 (søndag lokal tid)
I dag har bare været en stille søndag for de fleste. Det kunne nu lige så godt have været en hvilken som helst anden ugedag, for her er ingen forskel på rutinerne - hverdag eller weekend.
Vi mødtes tidligt på dagen med fiskekutteren ’The Alert’, som er en del af åleprojektet. Lidt nye folk kom i den forbindelse ombord på Vædderen. Vejret har været fantastisk solrigt og vandet roligt, så jeg tilbragte eftermiddagen på dækket med lidt læsestof. Det er nok ikke så længe endnu, at vi kan gå rundt i shorts og T-shirts, så det må nydes her og nu. Som det ses på temperaturkortet fra Satellite Eye, falder havtemperaturen gradvist, mens vi bevæger os mod nord. Ballonernes farve angiver havtemperaturer målt fra selve skibet, og de viser samme tendens.
’Search and rescue’
Af Merete Bruun Christiansen, den 1. april kl. 3.48
Dagen i dag tog en lidt mere dramatisk drejning end planlagt. Allerede ved morgenmødet fik vi oplyst, at Vædderen var blevet kaldt til en ’search and rescue’ operation af den amerikanske kystvagt.
Det drejede sig om et sejlskib, som lå et sted i nærheden af os med knækket mast. Eftersøgningen blev dog hurtigt afblæst igen ved meddelelsen om, at sejlskibet havde fået assistance fra andre. Vædderen vendte derfor tilbage til sin oprindelige kurs, og vi nåede dagens første målestation ved 9-tiden lokal tid.
Fiskenettene fik ikke lov at være ude ret længe, før der igen var bud efter os. Det omtalte sejlskib var begyndt at sende nødsignaler og havde brug for hjælp hurtigst muligt. Nettene blev halet ind, og vi sejlede for fuld skrue mod vest igen. Det tog en times tid at nå det lille sejlskib, der så ret ynkeligt ud derude midt i det store blå hav. Sejlskibet, som hedder Kairos II og er på vej over Atlanten, havde tidligere på morgenen fået brændstof fra et andet skib – desværre brændstof af den forkerte slags. Vædderens gummibåd blev derfor sat i vandet for at transportere nyt brændstof over til sejlskibet. Operation med at fylde brændstof på og starte sejlskibets motor varede et par timer, så var det lille skib klar til at fortsætte mod USA. Forhåbentlig klarer de den, på trods af der stadig er 1500 km til Florida. Vi andre er nu tilbage ved den nord-syd linie, vi forlod i morges (rød linie på kortet). Klokken er 19 lokal tid, og dagens første CTD-kast kan begynde.
Igang igen
Af Merete Bruun Christiansen, den 31. marts kl. 3.55
Jeg har fået startet vores equilibrator CO2 målinger op igen – faktisk et stort antal gange. Selve målingerne kører som de skal, men der er lidt problemer med at få data sendt hjem til Risø. Det kan muligvis være fordi vores PC’er efterhånden er presset til det yderste med de store mængder data, vi har opsamlet undervejs på Galathea togtet. I hvert fald har systemerne det med at gå ned med nogle timers mellemrum, og så må de genstartes L. Mine gode kolleger Lotte og Søren kigger heldigvis med hjemmefra og kommer med råd om hvad der kan gøres – forhåbentlig finder vi en holdbar løsning inden så længe.
Ellers er jeg faldet godt ind i skibets rytme igen med de faste spisetider og måder at gøre tingene på. Vi mærker allerede, at det bliver køligere, som vi bevæger os mod nord. Togtbenet her kommer til at handle meget om ål, idet der er hele 13 forskere med ombord, som skal studere ålens gydesteder. De har store fiskenet ude og regner med den største fangst af ålelarver, når vi snart kommer til Sargassohavet ved Bermuda.
Dansk Vestindien
Af Merete Bruun Christiansen, den 30. marts kl. 00.35
Så er vi - eller rettere jeg - igen ombord på Vædderen. Fra St. Croix til Boston får jeg nemlig fornøjelsen af at passe Risøs måleudstyr selv, men mere om det i de følgende dage. Først vil jeg benytte lejligheden til at fortælle lidt om det tidligere Dansk Vestindien, som vi forlod onsdag aften. Siden øerne St. Croix, St. John og St. Thomas blev solgt til USA i 1917, har de heddet US Virgin Islands. På alle tre øer ser man levn fra danskertiden. Gadenavne som Kongens Gade og Bredgade bruges fortsat, og kolonitidens bygninger er velbevarede. Et eksempel er fortet Christiansværn på St. Croix, lige hvor Vædderen lå til kaj . Ruiner fra sukkerplantagerne vidner om, hvordan slaver har boet og arbejdet under forfærdelige vilkår. Slaverne blev, som en del af trekantshandlen, hentet til Dansk Vestindien fra Ghana. Faktisk så jeg selv fortet Christiansborg, hvor man samlede slaverne sammen, da jeg tilbage i oktober skulle ombord på Vædderen i Accra, Ghana.
De tre Jomfruøer er vidt forskellige i dag. På St. Thomas er livet centreret omkring de enorme krydstogtskibe, der næsten dagligt lægger til kaj . Åbningstiderne for butikker og seværdigheder er afstemt efter skibenes anløb, og lokalbefolkningen lever næsten udelukkende af denne turisme. St. John – min favorit – er nationalpark og stort set dækket af tropisk skov. Strandene med deres hvide sand og turkisfarvede vand virker uspolerede – her er ingen hoteller eller iskiosker. På St. Croix leves livet i et meget roligt tempo, mens man venter på at masseturismen indfinder sig.
Kraftig vind i Caribien
Af Merete Bruun Christiansen, den 15. marts kl. 19.00
Den kraftige nordøstenvind, som flere af Vædderens besætningsmedlemmer har skrevet om, kan ses på satellitbilledet her fra den 14. marts kl. 14:18 UTC. De Dansk Vestindiske Øer og den noget større Puerto Rico påvirker tydeligvist vindklimaet. Man ser en kraftig reduktion af vindens hastighed på øernes læside. Effekten ses i Puerto Rico’s tilfælde helt op til 200 km væk. Samme fænomén er set tidligere på Vædderens rute f.eks. omkring Azorerne, Cape Verde og New Zealand.
Læs mere:
- Fra Chile til Dansk Vestindien
- Fra New Zealand til Chile
- Hjemme på Risø
- Fra Ghana til Cape Town
- Fra Azorerne til Ghana
- Fra Nuuk til Azorerne
- Fra København til Nuuk
- Forberedelserne til togtet