Dans på bølgerne
Af Niels Kristian Højerslev, den 13. marts kl 16:10
Vædderen opererer nu i Atlanterhavet efter passagen gennem Panamakanalen. Overgangen fra Stillehavet til Atlanterhavet var tydelig mærkbar for alle, selv om Panamatangen kun er på 50 km. Det første som slår en, er at Stillehavet til fulde lever op til sit navn. Der var virkelig stille derude på det store stille hav, hvor man ikke så meget som så røgen fra en skibsskorsten. Man er mutters alene ude i stilheden og intetheden. Water, water everywhere and not a drop to drink, som skrevet står i digtet The Old Mariner. Ganske anderledes er det i Atlanterhavet, for her er bølger og vind i en grad, så man føler sig hensat til at være i Mor Danmark på en god sommerdag og ikke på Moder Jords moderlige hav fjernt fra hjemmet uden øl. Skibet gynger med andre ord, og det lufter godt. Ikke alle bryder sig lige meget om det, men det er nu lige meget. Det interessante ved Vædderen i pæn sø ( dvs. sea state angivet med et undseligt lille helt tal ) er måden skibet gynger på. Beatet går således: Et dybt hug i søen med stævnen efterfulgt af to små vip op og ned mellem for og agter... og så fremdeles. En danselærer ville formulere det således: Een...en- to. Een...en-to, osv. Og ingen vrikken med hofterne fra side til side. Sådan! Vædderen vrikker ikke med hofterne fra side til side - eller ruller om man vil - for man er vel et hankønsvæsen ( med horn godt nok) og krigermand.
Baderulle og søgang
Af Brian Riget Broe, den 12. marts kl. 22:00 (lokal tid)
Jeg har fuldstændig glemt at fortælle, at vi i fredags havde baderulle. Temperaturen svinger omkring de 30 grader Celsius, så det var rart at få en dukkert, selvom vandet er næsten lige så varmt, kun 3-5 grader koldere. Skibet har været som tømt for folk idag. Det har blæst 10 m/s idag, og vi har haft bølger på 3-4 m højde, og kursen har været lige op i søen.
Det har betydet, at en god del af den videnskabelige og mediemæssige del af besætningen har holdt sig ro. Billederne viser måske, hvordan vejret har påvirket livet ombord idag, det er ihvertfald intentionen. Jeg havde det lidt småskidt en time eller to, men friskede så op igen. Faktisk så har dagen idag været min mest aktive her ombord på Galathea. Jeg har hjulpet til i laboratoriecontainerne med at hælde vand på flasker, og hvad en marinbiolog/kemiker nu kan finde ud af at sætte en geofysiker til :-). Jesper og jeg satte endnu en ballon op i dag. Vi havde et lille uheld. Den første ballon vristede sig løs af påfyldningsstudsen og slap ud i friheden inden vi kunne nå at fange den. Den anden ballon fik ikke lov til at nyde friheden, men fik en radiosonde på slæb. Ballonen, vi satte op, nåede op i 20 km højde. Det er en rekord for Galathea 3. De øvrige balloner har nået omkring 17 km som det højeste. Selvom det har blæst mere idag end de øvrige dage, mens jeg har været ombord, så er der ikke så meget turbulens. Det kunne jeg mærke, da jeg holdt ballonen. Den var nemmere at holde end den, vi satte op i lørdags. Jeg spekulere på, om dette mon skyldes, vi er kommet ind passatvindsbæltet. Det kunne være, en af dem derhjemme kunne kommentere på det. Vi har idag endnu en gang måtte lukke ned for målingerne, fordi vi er i farvand, hvor vi ikke har lov at forske. Denne gang er det columbiansk farvand. Tidligere har det været ecuadoriansk, costa ricansk og columbiansk farvand. Vi lukkede ned lige efter aftenskafningen og må åbne op igen lige efter midnat. Vi må muligvis lave samme nummer senere inden vi St. Thomas, da de tilladelserne i de respektive farvande, vi skal igennem endnu ikke er opnået. Der bliver trukket lidt opgivende på skuldrene over det her. Vi nåede dog et CTD-kast til formiddag og bundskrab og andet godt i morges/nat. Bundskrabet var lige efter kanalen for at undersøge, hvilke effekter skibsmaling har på dyrelivet. Skibene vil hele tiden afgive små mængder maling til havet, og på ankringsstederne ud for Panamakanalen ligger der rigtig mange skibe, så der bliver afgivet en del maling som synker ned på bunden.
Det var så Panamakanalen
Af Brian Riget Broe, den 12. marts kl. 7:00 (lokal tid)
Vi befinder os på den atlantiske side af Panamakanalen. Det slog mig, at det lignede noget, der var taget ud af noget fra 60'erne. Der var sølvskinnende lokomotiver til styre skibet gennem og folk i en robåd til at sejle ud og hente trosserne fra skibet. Prisen for at komme igennem kanalen er fastsat, så det netop kan betale sig at sejle igennem kanalen og ikke udenom Sydamerika, og det er mange penge. Så man skulle tro, der var blevet råd til en påhængsmotor. Efter at have haft havblik på Stillehavet, har vi nu fået lidt mere søgang. Dagene begynder at ligne hinanden, så der er ikke meget at berette.
Panamabugten
Af Niels Kristian Højerslev, den 11. marts kl 17:30
Med Vædderen for anker i Panamabugten på stillehavssiden oplever vi et tidevand på 1,5 m og dermed en forskel i høj- og lavvande på 3 m.På atlanterhavssiden er der næsten intet tidevand, men her ligger havniveauet 0,25 m under havniveauet i Stillehavet. Alt dette var man udmærket klar over for 100 år siden, da Panamakanalen blev bygget, og det stod hurtigt helt klart, at man derfor ikke kunne bygge en såkaldt niveaukanal, som det var blevet gjort med Suezkanalen få år tidligere. Vandstrømmene i kanalen ville blive alt for store og desuden skulle der bortgraves store mængder jord. Panamakanalen blev derfor bygger med to sluseanlæg. Miraflores ved Stillehavet med 4 sluser og Gatun ved Atlanterhavet med 3 sluser, der alle har en længde på 306 m og en bredde på 33 m. Der er med andre ord god plads til Vædderen, når den sejler ind i den første sluse ved Miraflores, hvor sluseportene foran og bag Vædderen lukkes og slusen fyldes op med søvand fra den 38 km lange Gatunsø beliggende 26 m over havniveau. Vædderen sluses trinsvis opad i de 4 sluser for at komme op på Gatunsøen. Søvandsforbruget er stort , men Gatunsøen tømmes dog ikke for vand, da det regner meget henover hele Panamatangen, der er 50 km bred. Nedbøren i området skyldes det faktum at varm fugtig mættet luft presses op over bjergene, så man nærmest får regnvejr på klokkeslet, dvs. regn man kan regne med. Nettofordampningen er ringe i hele Panama, fordi luften er mættet, så Gatunsøen tømmes ikke foreløbig, selv om skibstrafikken er øget meget gennem årene.
Flamingokasserne der nægtede at dø
Af Jesper Nissen, den 11. marts kl 5:55
Så slår uheldet igen ned i vores røde balloner og de tilhørende flamingokasser, men heldigvis ender historien lykkeligt, så jeg kan uden fare for at ødelægge nogens nattesøvn (inklusiv min egen) bringe den her. Da vi ved gårsdagens radiosondeopsendelse, præcis som ved Kennedy Space Center i Florida, foretog test af flamingokasserne inden lift off blev vi bekymret. Signalet der sendes via flamingokassernes antenne til radioantennen oven på containerdækket var meget svagt allerede inden afsendelse, så alarmklokkerne ringede og opsendelsen blev derfor udskudt. Som jeg før har skrevet, er der forrygende gode teknikere ombord og Frank fra Aalborg universitet var meget hurtig til at tilbyde sin assistance. Udstyret med et skruetrækker og et multimeter gik Frank i gang med at fejlfinde djævelskabet, som han kaldte det. Djævelskabet gav os nogle sære indikationer af fejlens placering og vores første tanke var at fejlen fandtes inden i den sorte modtagerstation, da vi jo for nyligt har skifte alle stik og samlinger. Derfor gik Frank i gang med at skille skidtet ad.
Dette gav desværre intet positivt resultat, så vi rettede blikket mod kablerne som fører fra antennen til modtagerstationen og har været klemt af holderne til gasflaskerne. Tanken var at der var trukket fugt gennem et brud i isoleringen og dermed lå og kortsluttede det indre coaxial kable med den ydre leder, som fungere som et ”Faradays bur” og skærmer signalet mod elektrisk støj. Vi angreb dette problem ved at anvende den verdenskendte ”Åge Metode” (Åge var ombord tidligere og er til dagligt fiskemester ombord på forskningsskibet Dana). Åge metoden er med succes anvendt på diverse CTD kabler under togter i Nordatlanten og indebære, at man klipper een meter af kablet af gangen og håber på at man før eller siden får has på det utætte stykke- efter et par meter uden nævneværdig succes gik vi bort fra denne strategi. Før at gøre en lang historie kort endte vi efter adskillige verdenskendte metoder, ved at erkende at den ellers ufejlbarlige antenne fra det danske firma Procom var helt og aldeles kaput.
Procom antennen er ellers særligt bygget til det salte maritime miljø og har fungeret i årevis andre steder på Vædderen, og skulle efter adskillige eksperters udsagn være ”state of the art” og dermed grej som ikke går i stykker. Ikke destro mindre var det netop det som var hændt og nok de sidste sted vi ventede at finde fejlen. Gode råd var dyre her midt i Stillehavet og bekymringen ramte mig hårdt i middagssolen men Frank var ikke rystet – Han foreslår at bygge en GP antenne (Ground plain) som han konstruerer ved hjælp af tape og koaksialt kabler, sat sammen i den helt rigtige konfiguration (hver længde er præcis 1/4 bølgelængde af det signal som kommer fra flamingokasserne, 403mhz)) Ikke en antenne, som skulle kunne måle sig med den oprindelige Procom antenne men ikke desto mindre fungerer skidtet upåklageligt og vi kunne følge flamingokassen optil 14 km og det meste af vejen ned igen. Vi fik dermed en billedet af atmosfæren her midt i Panama bugten, hvor der lidt overraskende både gemte sig en Low lewel jet og en markeret inversion i toppen af grænselaget – det er lidt overraskende da vandet er temmelig varmt omkring 28 grader. I morgen ankommer vi til reden udenfor Panamakanalen hvor vi skal ligge for anker. Vi har en tid til passage i kanalen klokken 17 og ventetiden skal derfor udnyttes med et besøg på en forskningsstation hvor vi blandt andet skal besøge danske Phd studerende som studerer regnskov her og har lovet at give os en rundvisning selvom det jo er søndag.
Tekniske problemer
Af Brian Riget Broe, den 10. marts kl 8:30 (lokal tid)
Nu sejler vi mod nordøst, og det betyder, at dagene bliver kortere og længere. Denne kryptiske bemærkning kræver vist en forklaring. Dagen i går blev en time kortere, fordi vi sejlede ind i en anden tidszone og skulle sætte uret en time frem.
Dagene bliver længere fordi vi sejler mod nord væk fra ækvator, og det betyder, at solen er på himlen i længere tid hver dag. Vi havde et dobbelt CTD-kast igår, og jeg hjalp den biologiske del af kulstofprojektet med at gå hånde. Jeg var på dækket for at tømme CTD'en for vand, da jeg pludselig blev overfaldet, men jeg var ikke den eneste. Kronprinsen fik forklaret CTD'en af en de andre, da pressen fik grønt lys til at fotografere ham. Det går voldsomt til sig, selvom det nok var meget fredeligt her, da der ikke er så mange om buddet. Det var besværligt at arbejde de 5 minutter. Vi (Jesper og jeg) forsøgte at sætte en vejrballon op igår, men det blev ikke til noget pga. tekniske problemer. Der er problemer med at få signal, så vi kan ikke få data fra ballonen. Vi har sat en tekniker på sagen, og der arbejdes videre på det idag. Vi havde rigtig flot vejr igår, fuldstændig havblik (se billedet). Vandet er fuldstændig klart, en indikator for at vi sejler over en havørken.
Den storskrydende søhest
Af Brian Riget Broe, den 9. marts kl 14:17
Så er solen stået op endnu en gang her på Vædderen. Pga. vi er så tæt på ækvator, så står solen op lidt før 6 om morgenen og går ned lige efter 6 om aftenen. Derudover er vi i Stillehavet, så flyvefiskene flyver fra boven. Vingerne er en forsvarsmekanisme mod angreb nedefra, men nogen gange er der også rovdyr i luften. Vi har haft suler sværmende om skibet i håb om en godbid. Som det måske er de fleste bekendt, så er kronprinsen om bord. I kan ikke få noget billede af ham, det har han frabedt sig. Han kom forbi vores container igår til en snak om kviksølv og klima. Da det faglige var overstået, blev han til en gang kaffemik på dækket. Jeg stod og forklarede ham om vores ceilometer, da jeg kom i tanker om, at jeg havde glemt at tage et billede af vejrforholdene og spontant udbrød at jeg havde glemt at tage et billede af vejrforholdene. Dette var lige ved at skabe en misforståelse, da han troede, jeg mente af ham, men blev interesseret, da han erfarede, at det var det ikke. Ceilometeret er en laser, der kan give et mål for antallet af partikler i atmosfæren. Derved kan man få en ide om, hvor tyk den del af atmosfæren, hvor vejret bliver skabt (ca. de nederste 1000m), er, og hvordan den udvikler sig.
Vi havde besøg af Kong Neptun igår, og han døbte de resterende ombord, der endnu ikke havde bekendt sig til hans rige, deriblandt mig. Jeg blev døbt "Den storskrydende søhest". Billedet af min dåb er kommet i Berlingske Tidende ifølge journalisten derfra. I dag når vi endelig farvand, hvor der må forskes. Så her kl. 8 smider vi CTD'en, der tager vandprøver på udvalgte dybder.
Ny mand om bord
Af Brian Riget Broe, den 8. marts kl 11:45 (lokal tid)
Så er stafetten givet videre, eller rettere endnu en mand er ombord på det stolte skib, Vædderen, i forklædning som Galathea 3. Vi afsejlede fra Galapagos øerne i går aftes og er på vej mod farvand, hvor vi har lov til at drive forskning. Ecuador og Costa Rica har ikke givet tilladelse til, at vi må udføre forskning i deres territoritial fravande, så vi kan tidligst begynde på at indsamle data imorgen.
Vi har flere hundrede sømil (et sted mellem 300 og 400 sømil) at sejle inden vi kan foretage målinger og bruge dem igen. Galapagos øerne er unikke øer med et fantastisk dyreliv. Man kan komme rigtig tæt på dyrelivet, som det kan ses på billederne her og her. Dyrelivet på Galapagos øerne er mest specielt pga. de mange endemiske (findes kun på Galapagos øerne) arter. Det er specielt landbaserede fugle, krybdyr og planter, der er unikke for Galapagos.
Der er også enkelte havdyr (fisk, hajer og pattedyr) og havfugle, der unikke, men denne type dyr er mere bevægelige og findes derfor flere steder. Galapagos øerne er specielle, men når det er sagt, er der også problemer forbundet med det. Der er problemer med illegal immigration, energiforbrug og kontrol. Den illegale immigration sker bl.a. pga. den store turisme på øerne, der er mange muligheder for at tjene penge. Det giver et ekstra pres på miljøet. Turismen i sig selv er ikke et problem. Turisterne kan ikke færdes uden byerne uden guide og må kun færdes på afmærkede stier, så de presser ikke miljøet i særlig høj grad. Energiforbruget fåes primært ved afbrænding af fossile brændstoffer, som yderligere bliver fragtet til øerne i 100 liters tønder. Det giver selvfølgelig en masse CO2 til atmosfæren, men også stor risiko for lækager og derved pres på det omgivende miljø. Der er gode muligheder for vedvarende energi. Solenergi og vindenergi er gode valg. Der er 5 optimale soltimer på øerne hver dag hele året rundt. Der er en middelvind på 6-7 m/s, der er meget konstant, hvilket er godt for vindenergi. Kontrollen er efter undertegnedes ydmyge mening lemfældig og sjusket. Der er mange kontrollanter, men de kontrollerer ikke noget. Det er meget sydamerikansk i den forstand. De lokale synes ikke at forstå, hvor unik en natur, de er omgivet af.
Mennesker på Vædderen
Af Jesper Nissen, den 3. marts kl 10:00
Dem er der mange af og man løber ind i dem hele tiden, så her er nogle små historier om nogle af dem som udgør Galathea 3 ekspeditionen og hver især bidrager til at ekspeditionen flytter sig, hvad end det er i forskningens, formlldingen, eller sømandskabets hellige navn.
|
Her er først Kim som er min makker til radiosondeseancerne – Kim er et kapitel for sig.
Netop færdiguddannet agronom fra Landbrughøjskolen(KVL) i København. I et øjeblik af ulideligt klarsyn indså han, at agronomer nok ikke ville være de første som fik plads på et havforskningsskib på jordomsejling, men denne mand ville med Vædderen. Derfor meldte Kim sig som frivillig konstabel i søværnet og er nu en uvurderlig hjælp for stort set alle forskningsprojekter om bord, det vel at mærke mens han passer sit job som konstabel i søværnet.
Her er Frank og Maren. Frank er fra Politiken og satte sig for, at komme i dybden med Kulstofprojektet og på bare et par dage forstå de fleste elementer og samtidig levere en historie med journalistisk kant. Det lykkedes og han har begået en artikel som kommer i Politikens videnskabssektion på søndag. Det har undervejs været en kamp og Frank har set noget træt ud i øjnene mens hans begejstrede unge forskere, Maren og undertegnet, væltede bølger af naturvidenskab ind over ham – Men Frank er en mand som kommer til bunds i tingene og har tidligere tilbragt en sommer og en vinter i Jakobshavn på Grønland for at kunne skrive om byens unge lømler, så formidlingen af vores projekt og dets betydning, er i gode hænder hos denne stædige mand.
|
 |
|
Her er Gadiel fra Conception Universitet i Chile – Han er marinkemiker. Inden toget begyndte, kvittede han smøgerne og når det bliver en tand for stresset eller varmt i hans lille laboratorium, hvor der konstant spilles sydamerikansk rock, må han tænde sig en stille pibe. Han stod forleden for den uoverstigelige opgave at undervise de lidt stive danskere (her refereres til flertallets fortrukne dansestil) i salsa dansen underfundige verden da der var kombineret Salsa/disko aften i hangaren – og nej alkohol var der intet af,men det gik fint alligevel.
Her er Maren, specialeskrivende fra Århus Universitet og Karen Marie, Postdoc fra Danmarks Miljøundersøgelser, som sammen med Jens Tang og Jesper (mig) udgør Kulstofprojektet på dette togtben. Disse kvinder knokler dag og nat i deres container med at holde styr på og forstå mekanismerne bag havets biologiske CO2 pumpe som i dette område er styrende for udvekslingen af CO2 mellem hav og atmosfære. I dag kom de ud af deres container for at holde fødselsdagskaffebord sammen med mig på dækket. Her var gaver (oppustelig krokodille og Matadormix) J og is fra Vædderens softicemaskine – Aldeles fabelagtigt.
|
 |
Nu er vi på vej mod Manta i Equardor, hvor vi skal sætte de lokale grupper af, og herefter fortsætter vi til Galapagos hvor den skal står på dykning med hammerhajer og den slags – Men inden da, er det planen at lave et smut mod nord, krydse Ækvator og får døbt de ombordværende Kavlere – jeg har glemt mit dåbsbevis og skal derfor igennem søværnets ækvator dåb endnu engang, men denne gang for nordgående, hvilke så også må række rent dåbsmæssigt, indtil videre.
Mere følger.
CO2’en fosser op af havet
Af Jesper Nissen, den 23. februar kl 08:26
Igennem de sidste 48 timer har vi observeret at havet tilfører atmosfæren omkring Vædderen CO2 med til tider anselige mængder.
Vædderen sejler lige nu langs Sydamerikas kyst. Igennem de sidste 48 timer har vi observeret at havet tilfører atmosfæren CO2 med til tider anselige mængder. Dette skyldes at Vædderen sejler i et upwelling-område ligesom det vi så ved Namibia. Det er et stort upwellingområde, og det er lige præcist den slags områder det er vigtige at studere, for det er her CO2 kommer ud fra havet igen. Områderne eksisterer især langs kysterne ved Sydamerika, og det sydlige Afrika, men også langs Portugal og ved det Arabiske hav findes der kraftig upwelling. CO2 emissioner fra upwellingområder er svære at bestemme, og er måske ikke bestemt rigtigt i de eksisterende CO2 budgetter, derfor er det vigtigt at undersøge hvor meget CO2 der kommer ud her, og hvilke forhold der styrer mængden der emitteres. Kystområdernes betydning for havets samlede CO2 optag er i det hele taget meget usikker. Nogle områder er store dræn og andre er kilder, som feks. upwellingområderne. PåNOAA’s hjemmeside beskrives kulstofkredsløbet i kystområdet, som værende meget klimafølsomme og derfor områder hvor eventuelle klimaskabte ændringer i kulstofkredsløbet hurtigt vil slå igennem, Nedenfor er vist vores målingen af CO2 i havets overflade samt i luften lige over havet gennem de sidste 2 døgn (19-20 februar).
Hvor den røde graf ligger over den blå udgasser havet, CO2 til atmosfæren, og optager når den ligger under. Som det ses har havet langt den overvejende del af tiden gasset CO2 ud til atmosfæren de sidste 48 timer. Havet tilfører altså den nederste del af atmosfæren CO2 i dette område, og som det ses foregår det ved at der lokalt er meget store værdier af CO2 i havet, mens der kort derfra er langt mindre. Dette skyldes at forholdene i en upwellingzone er meget uhomogene. Nogle steder er der høj biologisk aktivitet (feks. algevækst) fordi der sammen med CO2 også bringes næringsstoffer op til overfladen. Algerne forbruger CO2. Så der sker altså en stor tilførsel af CO2 fra dybhavet til området, men der sker også i et stort forbrug af CO2 i området. Andre steder er der kun få næringsstoffer i vandet, og den biologiske aktivitet er lille trods det store indhold af CO2 i vandet – og der afgives CO2 til atmosfæren.
For at tilførslen af CO2 skal have en klimaeffekt skal de høje CO2 værdier blandes fra den nederste del af atmosfæren og op i den fri atmosfære og gør de så det?
For besvarelse af dette spørgsmål kommer radiosonderne os til hjælp. Dagens opsendelse viser flere interessante ting i den forbindelse. Kigger man på hvordan temperaturen ændrer sig med højden, ses laget lige over havet at være neutralt, temperaturen er aftagende med højden, men laget fra 100m til 200m, er stabilt idet temperaturen er tiltagende med højden. Dette betyder at den CO2 som udgasses fra havet bliver fanget i laget indtil 100 m. En anden interessant feature er den kraftige vindjet som vi også observerer. Vindhastigheden ses at tiltage fra omkring 10 m/s ved skibet til lidt over 20 m/s (stormende kuling) i kun 200 m’s højde. En vindændring med højden af denne kaliber betyder at CO2 blandes vertikalt i dette område og kan betyde at der sættes de såkaldte Kevin-Helmholtz bølger i gang som yderligere kan skabe gang i omrøringen af atmosfæren og dermed sandsynligvis blander den udgassede CO2 op i den fri atmosfære. At der er bølger i atmosfæren ses på ceilometerdataene hvor der ses bølger af forskellig størrelse og bølgelængde .- især den 20ende. Det bliver interessant når dette togtben, er tilendebragt ved Galapagos øerne, at se på den samlede udgasning/optag langs Sydamerikas kyst og komme med et bud på hvor stor emission af CO2 er langs denne kyststrækning i februar, og modellere dannelsen af bølger og opblandingen i atmosfæren når vi alle er hjemme på Risø.
Alger og vind fra Envisat
Af Merete Bruun Christiansen, den 20. februar kl. 15.00
På Vædderens vej op langs Sydamerikas kyst har der vist sig store algeforekomster tæt ved land, hvor næringsrigt bundvand her presses op mod havoverfladen. Et Envisat algekort over området nord for Antofagasta viser her høje algekoncentrationer med rødt. Sammenligner man algekortet med et vindkort baseret på Envisat radar data, ses et sammenfald mellem høje algekoncentrationer og lave vindhastigheder. Det skyldes, at alger i havoverfladen dæmper de småbølger, som danner grundlag for vindkortlægningen. Man kan altså få falske, lave værdier for vindens hastighed, når havoverfladen er dækket af en tynd algefilm. Olie på havoverfladen har en tilsvarende effekt, og det kan man udnytte til at identificere olieforurening fra skibe.
Forskningsfabrik i 4 gear eller omsejlende børnefødselsdag
Af Jesper Nissen, den 18. februar kl 20:21
Dette vil jeg ikke besvare men her er en historie fra Vædderen så kan man dømme selv. Jeg var i går ramt af uheld under radiosondeopsendelserne. 3 gange mistede jeg kontakten til radiosonden med det resultat, at jeg kun fik data fra de nederste 58 meter at atmosfæren, hvilket på ingen måde er godt nok til noget som helst. Der måtte derfor være en fejl på systemet et eller andet sted.
Det rygtes hurtigt ombord at vi havde problemer og ikke en time var gået før Bo Thamdrup, som er togtleder, var henne og spørge til rynkerne i panden. Hurtigt herefter ankom skibets radiotekniker og elektriker. De har nu gennemgået alle kabler og skiftet alle stik og her til formiddag sender sonderne og vi modtager et fint og klart signal – problem solved, takket være et effektivt samarbejde samt gode teknikker ombord. Vi kan nu måle videre mens vi nærmere os de kraftige upwellings zoner langs Peru. Meteorologisk betyder havets upwelling, at atmosfæren danner et ret stabilt lag i toppen af grænselaget hvori luftbølgedannelser kan forekomme samtidigt med at havet enten udgasser eller optager CO2 med stor kraft. Radiosonderne er et uvurderligt godt værktøj til at fange de atmosfæriske strukturer, som er nødvendige for luftbølger kan dannes, samt co2 blandes til den fri atmosfære og jeg er derfor meget lykkelig over de små flamingofiduser taler til os igen. (radiosonderne er pakket ind i flamingo) Alt dette er foregået mens der er gjort klar til multicore prøvetagning og alle laboratorier har arbejdet på højtryk for at være klar til de kerner som skal hentes op fra havbunden om et par timer. Hvordan man end vender og drejer det, så sker der noget på Vædderen.
Sprutter på dækket
Af Jesper Nissen, den 16. februar kl 18.21
En gruppe fra Kattegatcentret i Grenå, havde i går aftes held med at få et nogle Humboldt kæmpeblæksprutter på krogen. Svært respektindgydende dyr af den slags jeg ikke har meget lyst til at have siddende på mine dykkerbriller. Sprutterne er fanget med fiskestang menes vi lavede et ctd kast og dermed havde en del projektørlys rettet mod havoverfladen. Lyset tiltrak en bunke fisk så vandet var helt oppisket af liv.
Skyer over verdens største stjernekikkert
Af Jesper Nissen, den 16. februar kl. 03.14
På trods af vores guides vedholdende påstande om, det stort aldrig er skyet over ESO’s observatorium, Paranal, var det alligevel skyet den dag vi besøgte stedet. Skyerne resulterede i at operatørerne, til vores store fortrydelse, besluttede at holde de store teleskoptårne lukkede. Så vi fik aldrig set hvordan de kæmpemæssige spejle folder sig ud, for at kunne opsnappe fotoner fra de yderste dele af verdensrummet, og på trods af at vi stod med verdens største stjernekikkert kunne vi ikke se nogen stjerner. Hvad vi kunne se var en temmelig fantastisk solnedgang ude over Stillehavet og den brune stenørken som omgiver observatoriet og vi fik et indblik i hvor isoleret man lever som observerende astrofysiker.
Har til aften afgik vi fra Antofagasta og næste stop mod nord, er Ecuador . Forskningen er startet og i skrivende stund laver vi et CTD-kast. Senere vil multibeamfolkene forsøge, om de kan kortlægge bundforholdene i den ret dybe kløft i havbunden, som Vædderen sejler over. Ca.8000 m vand vil der være mellem os og bunden og det vil dermed være det dybeste sted på hele Galathea3 ekspeditionen.
Radiosonder og nationalt tv
Af Jesper Nissen, den 13. februar kl 00.45
Dagen har været begivenhedsrig. Radiosondesystemet er fundet frem fra skibets indre og har klaret turen fra Afrika over Antartika til Sydamerika uden at udvikle nævneværdige særheder.
Således kunne jeg i dag få en profil af atmosfæren ud fra Chile og blod på tanden til at gennemføre mere intense kampagner når jeg kommer længere nordpå.
Eftermiddagen gik med at tale med chilensk fjernsyn som var meget interesseret i kulstofprojektet og i lyset af aktuelle IPCC rapport sagtnes kunne forstå hvorfor det er så vigtigt at kende netop havets rolle i kulstofkredsløbet – er ikke helt klar over hvorfor det er så svært for danske medier herunder JP’s Anders Lund Madsen, men han indser det vel også en skønne dag. I morgen tidlig ankommer vi til Antofagasta og der vil være tur til ESO observatoriet Paranal i Andelsbjergene, hvor vi bla. skal se anvendelser af deres VLT (opfindsom forkortelse for very large telescope, og noget som vist er det bedste til at se i det infrarøde og visuelle del af spektre og dermed lurer hvad der foregår i de yderste dele af universet).
Stafetten er givet videre
Af Jesper Nissen, den 12. februar kl 02.20
Så har der været skiftedag ombord på Vædderen. Lotte og Søren har de sidste 4 dage øst af deres mange erfaringer med instrumenterne og fra i dag er det mit job at holde dem kørende til vi når Galapagos. Jeg er flyttet ind i luftcontainere, som skal gøre det ud for kontor de næste mange uger. Her er ikke så meget plads og en øverdøvende larm fra pumper ventiler aircondition, men sammen med lille koøje hvorfra der er kig til Stillehavet, noget, som er med til at give stedet en særlig stemning og en mulighed for at sidde lidt i fred for alt virvaret ombord på vædderen, tror jeg det kommer til at fungere helt fint. Vi har forladt Valparaiso, og er nu på vej nordover mod Antofagasto. Ækvilibratoren og de andre måleinstrumenter er sat i gang og eventyret er startet igen. Denne gang med et enormt fokus på de iltfattige områder omkring Lima og Peru. Her er lokale forskergrupper fra universitet i Chile, som følges at et lokalt tv hold, med til at give ekspeditionen et mere internationalt islæt. Også for kulstofprojektet er der store forventninger, da de iltfattige områder skabes af en enorm algepopulation som jo også er styrende for CO2 indholdet i havet.