Galathea weblog 11. august til 24. august 2006 - fra København til Nuuk

I Narsasuaq
Af Lise Lotte Sørensen, den 24.august kl.12:40 (Grønlandstid)

Nu vil jeg sige farvel. Her ender min tur med Vædderen for denne omgang. Den sidste aften ombord gav nogle meget fine pCO2 data. Vi målte den laveste koncentration (110 ppm) af CO2 i vandet på turen indtil nu. Optaget af CO2 i de grønlandske fjorde er meget stor! Jeg glæder mig til at se nærmere på dataene. Vi fik en meget smuk aftenhimmel imens vi sejlede op til Narsasuaq og jeg nåede også at se Nordlys inden jeg tørnede ind kl. 00.


Fra Nuuk vil Risø igen være om bord på Vædderen og Søren og Lars vil så skrive i webloggen. Jeg vil være tilbage når vi når Christchurch, New Zealand.

 

    

 

I Nanortalik
Af Lise Lotte Sørensen, den 23.august kl.12:40 (Grønlandstid)

I går eftermiddags gjorde vi et overraskende stop i Nanortalik og der blev givet landlov. Vi har derfor ligget stille i havn fra i går eftermiddags til i morges lidt over 8. Efter at have sejlet i et par timer er vi så i øjeblikket ankret op udfor nogle varme kilder så folk kan komme i land for at se dem. Det er ikke så godt hverken for vores pCO2 målinger (som skal lukkes ned hver gang vi er i havn) eller for vores partikelmålinger med alle de stop. Partikelmålingerne kan heller ikke lide for mange CTD stop idet skorstensrøgen kommer ind over vores måleindtag når skibet ligger stille, det er især et problem i stille vejr. Når der er vind vil skibet blive lagt med bagbordsside imod vinden, idet CTD sidder her. Vores partikelindtag sidder i bagbordsside og skorstensrøgen vil derfor blive blæst væk fra indtagene. I stille vejr er det mere tilfældigt hvad vej røgen driver. Vi kan se at luften i Grønland er ren idet partikelkoncentrationen i luften er meget lav, men vi får nogle forstyrrende toppe pga. skorstensrøg. Se partikelmålinger

Vi kunne i det hele taget godt bruge lidt mere vind!!!! Her er meget meget smukt men jeg ville nu gerne have haft en gyngetur omkring Kap Farvel. Den gyngetur må jeg have til gode, men mon ikke Søren og Lars får en på vej fra Nuuk til Azorerne?

I Prins Christians Sund
Af Lise Lotte Sørensen, den 22.august kl.10:30 (skibstid)

Hvilket fantastisk syn der mødte os i morges da vi stod op. Der var klipper på begge sider, små isblokke på vandet, knaldblå himmel og smaragdgrønt vand. Det var noget andet end gårsdagens tåge, som jo er meget typisk når den varme luft møder den kolde Østgrønlandske strøm. Vores CO2 målinger viser meget fine variationer som vi når frem til det koldere vand. Det største CO2 optag ser ud til at finde sted i Prins Christians Sund. Fluxen her (transporten af CO2 fra luft til hav) er sandsynligvis stor idet CO2 forskellen imellem hav og luft er stor og vinden igennem sundet er frisk. Se CO2-målingerne her

 

.

 

Vi krydser den Østgrønlandske strøm
Af Lise Lotte Sørensen, den 21.august kl.10:50 (skibstid)

Så er vi vågnet op til en ny dag på Vædderen. Udenfor er det gråt og tåget, vi er på vej ind i den Østgrønlandske strøm. Temperaturen i vandet er faldet fra 11 til 6 grader i løbet af de sidste 2-3 timer. Se hav- og lufttemperaturer i løbet af de sidste ca. 12 timer her. Vi vågner også op til nye interessante overskrifter på Jyllandspostens hjemmeside. Jeg var selv til gudstjeneste i går og jeg kan forsikre jer for at der absolut intet dommedagsagtigt var over vores søde præsts prædiken, snarere tværtimod, men man hører det man vil høre J. Nu vil jeg gå op for at se om der skulle komme et isbjerg eller to ;-)

Fredelig søndag på Vædderen
Af Lise Lotte Sørensen, den 20.august kl.13:30 (skibstid)

Desværre så jeg ingen hvaler i går selvom jeg stirrede ud over havet i flere timer (følte jeg selv). Men her til formiddag var der masser af Grindehvaler, så selvom Bjarne fra DMU og jeg sad i laboratoriet og forberedte filtre til partikelopsamlinger, så smed vi alt hvad vi havde i hænderne for at se hvaler. Og lige nu bliver jeg nødt til at forlade mit lukaf for at se hvaler.

14:15 : Nu har jeg set to store hvaler men vi kunne ikke rigtig bestemme hvilke hvaler det var. Dagen i dag er ellers en rigtig søndag. Vi har ligget stille i næsten 10 timer pga. CTD kast. Vi har haft gudstjeneste og fødselsdag (en 50 års og en 45 års) med stor lagkage (en af besætningsmedlemmerne er konditor) og i aften skal vi have kalvesteg. (Jeg bliver vist nødt til at gå i motionsrummet inden). 

     

 

24 timers sejlads
Af Lise Lotte Sørensen, den 19.august kl.12:50 (UTC tid) 

Vi sejler syd for Island imellem to CTD stationer og når først frem til den næste station kl. 8 i morgen. Det betyder at der ikke nogen stop de næste 24 timer. Der er derfor planlagt to foredrag i dag. Det ene vil være i eftermiddag hvor Minik (vores togtleder) vil fortælle om Grønland og det andet er kl. 20 i aften hvor Jacob fortæller om miljøfremmede stoffer. Derudover sker der to andre vigtige ting: 1) vi sætter atter uret en time tilbage (så vil vi have tre tider vi skal holde styr på: DK tid, UTC og Skibets tid). 2) vi passerer en højderyg sydvest for Island omkring kl. 18 (hvilken tid ved jeg ikke J ). Her skulle hvaldensiteten være relativ stor. Vi så et par hvaler i går, men de var lidt langt væk, dog fik Henrik (Randers Regnskov) taget et billede af dem. Når vi passerer højderyggen sidst på dagen vil jeg stå klar med et kamera. 

Dagligdagen indfinder sig
Af Lise Lotte Sørensen, den 18.august kl.15:20 (UTC tid)

Vi har nu skiftet tidzone igen og det gav os en ekstra time som jeg brugte til at sove til middag i. Vi var oppe længe sidste nat fordi efter afsejling kl 00 fra Thorshavn var der diverse ”redningsruller” med efterflg. tælling af den midlertidige besætning (os) så kl. blev 2 før jeg var i seng. Vejret er fint (vind ca 6 m/s) og bølgerne små og vores målinger kører fint, så nu er min opgave kun at holde øje med at instrumenterne kører, data sendes hjem og så er jeg startet på dataanalyse. Især koncentrerer jeg mig om CO2 udvekslingen da jeg skal fortælle om det i aften til vores møde i Hangaren.

Så er vi i Thorshavn
Af Lise Lotte Sørensen, den 17.august kl.16:30 (Færøtid)

Det har været en temmelig urolig nat idet der blev foretaget et CTD kast midt på natten. Når der foretages CTD kast ligger skibet stille, eller rettere det forbliver på samme position, men det ligger ikke spor stille for dønningerne var meget høje så vi lå og rullede i vores senge (altså os der forsøgte at sove) det halve af natten.

Vi nåede så Thorshavn kl. 8 i morges. Der er kommet nye folk på (forskere, journalister og skoleelever) og jeg har sagt farvel til Hans og Søren. Det er altid trist at sige farvel når man er den eneste tilbage på et felteksperiment især når den ene man siger farvel til er ens mand (snøft). Nå men jeg klarer mig nu nok. Vi nåede lige at gå en lille tur i Thorshavn inden de drog af sted. Der skal være åbent hus arrangement fra 18:30 til 21:00 i aften og kl. 00 forlader vi igen Færøerne og drager videre mod Grønland.

 

  

 

På søen igen
Af Lise Lotte Sørensen, den 16.august kl.16:40

Vi har sejlet siden kl. 21 i aftes med 20 knob ”straight” mod Færøerne. Vinden er frisk (9-12 m/s) og dønningerne høje. Turen fra Stavanger er gået meget hurtigere end vi havde forventet så vi har lige nået et CTD kast (er i gang nu) og kan også nå et skrab fra bunden inden vi anløber Thorshavn i morgen kl. 8:00. Vi måler stadig CO2 i luft og i vandet, men jeg håber også at vores partikelmålinger ser fornuftige ud så vi kan præsenterer de første målinger snart (jeg vil se på dem nu). Vi er nu alle tre (Hans, Søren og mig) på plasterholdet, men det betyder også at vi alle tre kan arbejde i modsætning til flere andre deltagere som ligger på langs.


Snart under vejs igen

Af Lise Lotte Sørensen, den 15.august kl.16:40

Vi har nu fået at vide af skibschefen at reparationen snart er til ende og at vi med stor sandsynlighed kan være sejlende omkring kl. 20 i aften. Det glæder vi os til. Vi håber så at alt virker OK så vi kan fortsætte vores tur. Vi har haft et par timer i Stavanger her i eftermiddag hvor vi legede turister men også nåede at købe en ”harddiskstation” så vi kan lave en kopi af harddiskene på vores dataopsamlingscomputere. Vi har så en ”bytter” hvis vores harddiske bryder sammen. Det er godt at være forberedt på enhver tænkelig situation.

 

 

Under skibet
Af Lise Lotte Sørensen, den 15.august kl.13:20

Vi ligger stadig i Stavanger. Søren og jeg og Bjarne fra DMU var lige en tur under skibet i formiddag for at se hvordan sådan et ser ud nedenunder, den chance får man jo ikke så tit J. Skibet er jo enorm stort set fra den vinkel. Vi fandt også vandindtaget hvor vi får vand til EQULIBRATOREN (se billedet).

Anløber Stavanger
Af Lise Lotte Sørensen, den 14. august. kl. 07.20

Så er det mandag og de første to dage om bord på Vædderen er gået. Det har stort set været fint vejr hele vejen (lørdag vind imellem 6-15 m/s og søndag 3-7 m/s) dog havde vi et hæftigt regnvejr lørdag eftermiddag, men Jespers modelberegninger havde jo advaret os. Vi er ved at lægge til i Stavanger for at gå i dok, men har allerede de første målinger i hus. Vi har haft vores EQUILIBRATOR kørende siden København og har fået fine målinger. Søren lukker vores system ned (Søren på billedet) inden vi er helt inde i havn da vi helst vil undgå at få det hele fyldt med snask fra havnen.

Vores partikelmålinger ser ikke for gode ud. Det kan skyldes enten at slangeindløbet er for langt med for svag pumpe tilknyttet, eller at vi har fået vand ind i systemet, vi undersøger det nærmere i dag.

Så kom vi afsted
Af Lise Lotte Sørensen, den 12. august. kl. 00.30

Så kom vi af sted på togt. Det blev dog lidt kritisk til sidst. Vi blev færdige med at pakke på Risø omkring middagstid og ankom til Vædderen med resten af vores pakkenelliker (troede vi) kl ca 14. Vi spiste en hyggelig frokost og gav os derefter god tid indtil vi pludselig omkring kl. 17 kom i tanke om at vi havde glemt det kolonne materiale (rashi-ringe) vi bruger til at øge overfladen imellem vand og luft i vores EQUILIBRATOR. Søren ringede til Roskilde Taxi og Hans fik fat i Poul Astrup som stadig var på sit kontor. Poul fik sendt rashi-ringene med taxi som Søren fangede udfor Amaliehaven kl. 18:00. Søren nåede tilbage til Vædderen kort efter kronprinsen var ankommet, så han nåede det lige på falderebet (som landgangen også hedder). Nu er der dog ro over det hele og vores EQUILIBRATOR måler lystigt og viser at Øresund og Kattegat i øjeblikket optager atmosfærens CO2.

 

 

 

Risøs vejrside er nu klar til at ekspeditionen starter i aften
Af Jesper Nissen, den 11. august kl. 15:20

Det første store spørgsmål er, hvorvidt det bliver tørvejr ved det store officielle farvelarrangement i aften og vores beregninger tyder på at det bliver det – se selv efter her. Men som det fremgår bliver det ikke ved og ud på aftenen vil det regne i København – Dette skyldes det store lavtrykssystem som ligger godt plantet henover Nordsøen – Prognosen for udvikling af dette system kan du følge her.

Eller du har mulighed for at følge den detaljeret udvikling af regn og vind i Galathea3’s lokalområde.

Dette og meget mere finder du på vores vejr-hjemmeside, som fra i dag vil blive opdateret med Vædderens position hver time og friske 36 timers prognoser for vejrets udvikling, på lokal til regional skala, hver dag klokken 14. Time for time kan du følge vores beregninger af oprindelsesstedet for den luftmasse som ankommer til skibet her. Som man kan se, var den øvre luftmasse, som der i dag blev målt i på Vædderen, en tur over Nordirland for 48 timers siden mens den nedre luftmasse passerer hen over Cornwall i Sydengland.
Fra Risøs vejrredaktion ønskes god vind.

 

 

 

Kontakt

Charlotte Bay Hasager
Professor
DTU Wind
46 77 50 14